Siden sin fremkomst for to årtier siden er GPRS blevet det mest udbredte mobilnetværkssystem til at forbinde enheder med lav datavolumen.

GPRS er i bund og grund en opgraderet version af GSM (Global System for Mobile Communications), som er kerneprotokollen bag det andet generations (2G) mobilnetværk.

Den store tekniske forskel mellem GSM og GPRS handler om den metode, der bruges til dataoverførsel. GSM bruger den kredsløbskoblede (Circuit-Switched, CS) metode, hvor et dedikeret kredsløb forbliver engageret under hele forbindelsen mellem to brugere. GPRS derimod er en pakke-switching-protokol, hvor datapakker overføres i forskellige tidsintervaller for at udnytte dataoverførselkapaciteten på netværket mere effektivt.

På 2G- og 3G-netværk eksisterer CS og GPRS-teknologier side om side og udfører komplementære roller. CS bruges til taleopkald og tekstbeskeder, mens GPRS bruges til at overføre data mellem enheder.

Evner

GPRS er teknisk egnet til de fleste, men ikke alle IoT-brugsscenarier.
Hvis du kun har brug for langsomme og relativt sjældne dataforbindelser, er 2G eller 3G med GPRS ofte en teknisk levedygtig løsning. Men til datatunge applikationer (f.eks. realtidsvideotransmission) skal du overveje teknologier fra senere generationer.

Udfasning af 2G og 3G

I løbet af de seneste par årtier har både 2G- og 3G-netværk vist sig at være meget populære til understøttelse af IoT-projekter, primært på grund af GPRS-protokollen. Men i takt med at nye netværk er kommet til, er der øget pres på det begrænsede radiospektrum (RF).